krisecenter

ER JEG UDSAT FOR VOLD?


VOLD KAN SE UD PÅ MANGE MÅDER

Mange tænker, at vold kun er noget fysisk, men faktisk findes der flere former for vold, og ofte bliver voldsramte udsat for flere former for vold samtidig. Uanset hvilken form for vold der er tale om, er det fælles for dem alle, at de har alvorlige konsekvenser. Volden kan desuden have samme effekt på andre, der overværer eller overhører volden.

Ofte står volden på i længere tid, og tiltager langsomt hen over årene. Det kan derfor være svært at sætte ord på hvordan volden opleves. Der er dog nogle kendetegn, som du måske kan nikke genkendende til?


Oplever du for eksempel, at:

  • du skal passe på med, hvad du siger?
  • du skal fortælle og forklare, hvor du har været, og hvem du har været sammen med?
  • du bliver ignoreret?
  • du føler dig overvåget eller bliver forfulgt?
  • du får tjekket dine sms’er eller Facebook-beskeder?
  • du bliver overtalt til at dyrke sex, selvom du ikke har lyst eller siger fra?
  • du bliver slået eller skubbet?
  • du får ødelagt eller frarøvet nogle af de ting, du er glad for?
  • du ikke må styre dine egen økonomi eller forhindret adgang til fællesøkonomien?
  • du bliver truet på dit liv?
  • du bliver bedt om at holde dig indenfor og kun sjældent må gå ud?
  • du bliver presset til at gifte dig med en, du ikke vil gifte dig med?
  • dit barn også udsættes for vold?



Dette er blot få eksempler på vold. Måske kan du genkende nogle af dem fra dit eget liv? Et voldeligt forhold er ikke ligeværdigt. Volden er altid voldsudøverens ansvar, og vold er aldrig okay!


Tøv ikke med at ringe for at få en snak med os om dine muligheder. Det kan være svært at komme væk fra hjemmet, og tanken om hvad der kommer til at ske fremadrettet, kan føles skræmmende. Vi støtter og hjælper dig i hele processen.

KONTAKT OS I DAG

Vi vægter sikkerhed særdeles højt. Hos os bor du på hemmelig adresse. Ring for nærmere info om placering.

VOLDENS KATEGORIER

FYSISK VOLD

Du kan tit genkende fysisk vold som smerter eller skade på kroppen. Det kan fx være igennem slag, spark, skub, kvælertag eller angreb med kniv.

Fysisk vold hænger ofte også sammen med psykisk vold. Fysisk vold kan nemlig udløse stress, frygt, angst og være med til at nedbryde dit selvværd og frarøve dig din livsglæde.

SEKSUEL VOLD

Seksuel vold er kan dække over mange forskellige uønskede seksuelle og seksualiserende handlinger, og kan have alvorlige psykiske konsekvenser. Du kan fx opleve, at du bliver tvunget til sex, du bliver plaget om sex og føler, at der bliver rørt på din krop mod din vilje, du får delt intime billeder eller videoer af dig selv.

ØKONOMISK VOLD

Økonomisk vold er en form for vold, hvor du bliver frataget retten til at styre din egen økonomi. Du kan fx opleve, at blive forhindret i at råde over egen økonomi, forhindret i at have en indtægt og dermed presset til at bede om penge. Du kan fx også opleve, at blive tvunget til at underskrive et lån eller blive gældsat på anden vis.

STALKING

Stalking er form for psykisk vold, der fx kan bestå i forfølgelse, overvågning og chikane. Hændelserne kan virke harmløse, når du tænker på dem enkeltvis. Det er derfor den konstante gentagelse, som kan give dig en stor grad af frygt og utryghed.

PSYKISK VOLD

Psykisk vold kan komme til udtryk på mange måder. Ofte handler det om at kontrollere eller begrænse dit liv. Du kan opleve, at du gentagne gange bliver manipuleret, nedgjort, krænket, ydmyget, truet eller måske isoleret, ignoreret og spærret inde.

MATERIEL VOLD

Materiel vold er typisk rettet mod dine ejendomme. Du kan fx opleve, at få frarøvet eller nægtet adgang dine personlige ejendomme, får smadret ting som har stor værdi for dig.


DIGITAL VOLD

Digital vold foregår online. Det handler ofte om at overvåge og kontrollere hvem man taler i telefon med eller chatter med. Digital vold kan også handle om forskellige former for trusler via digitale medier, få delt nøgenbilleder mod sin vilje eller få hacket sin telefon, så der skaffes adgang til personfølsomme oplysninger såsom opkald, sms’er og adgang til GPS.

UDSAT FOR VOLD

Hvad gør jeg?

Det kan være en svær beslutning at forlade hjemmet og flytte midlertidigt på et krisecenter. Det er meget normalt at være i tvivl om, det nu er den rigtige beslutning, at henvende dig til et krisecenter. Du behøver ikke at henvende dig først til en forvaltning eller andre myndigheder. 


Vores telefon er åben hele døgnet, og du er altid velkommen til at tage kontakt for at få gode råd i forhold til et ophold på VestaRAM Krisecenter. Du kan også bede en fra dit netværk om at kontakte krisecenteret.


Det kan ofte være svært at komme væk fra hjemmet, og når du er i krise, kan det være svært at huske på hvilke ting er vigtige at få med sig. Vi råder til, at du pakker en taske til at stå klar, når anledning til at forlade huset byder sig - gem tasken.


Vi foreslår, du pakker de vigtigste ting:


  • Mobiltelefon, computer, tablet og ladere
  • NemID, sygesikringskort, kørekort
  • Hævekort og penge
  • Medicin og recepter
  • Alle officielle papirer om dig selv og dine børn. Fx pas, vielsesattest, dåbsattest, immigrationspapirer, uddannelsespapirer m.m.
  • Ting der betyder noget for dig og dine børn. Fx smykker og sovedyr
  • Nøgler til dit hjem
  • Tøj til dig og dine børn